Alt var timet og tilrettelagt til en stor sæson, hvor en professionel kontrakt synes mere og mere realistisk.

Asbjørn

Jeg flyttede sydpå 1. februar. Den første måned boede jeg hos min kærestes far i det nordlige Schweiz sammen med min kæreste, inden min lejlighed i Como, Italien, var klar 1. marts. Herfra kunne jeg tage togturen gennem Schweiz på 5 timer, når jeg havde ting jeg skulle i Italien. Fx da jeg i starten af februar skulle have testet mit udgangspunkt efter vintertræningen i Danmark, ved en Vo2 maks-test med iltmaske og SRM-cykel på Mapei Sportcenter. Her fik jeg målt en FTP på 400w med en vægt på 66,7 kg, hvilket svarer til 6 w/kg. Dette var både min sportsdirektør og jeg selv ret tilfredse med, da jeg vidste at jeg havde meget at bygge på min form, samt at jeg var 1-1,5 kg fra min løbsvægt.

En uge efter stod den på 10 dages træningslejr i Toscana med teamet. Her skulle vi rystes sammen, men også pisse territorie af og vise hvem der var kommet bedst gennem vinteren. Især de sidste 3 dage af træningslejren var vigtige, da vores sportsdirektør kom ned og observerede i følgebilen. Her skulle vi vise ham hvem der skulle udtages til de største løb de kommende måneder. Så vi vidste allerede at disse 3 dage ville være rent cykelløb. Alt dette betød dog ikke, at der blev hvilet på laurbærrene den første uge. Ingen ville trække sig, medium intervallerne blev nærmest kørt som cykelløb og niveauet var meget højere end jeg havde regnet med. I starten holdt jeg mig til, men til sidst blev jeg irriteret på dem og startede mine intervaller forskudt af de andre, så jeg kunne holde mine egne watt uden at have nogle af de andre på hjul. Socialt fungerede det dog overraskende godt mellem træningspassene, hvor jeg til min og manges overraskelse faldt super godt ind i fællesskabet, selvom der var en betydelig sprogbarriere.

Læs eventuel også denne artikel fra LokalAvisen Favrskov

Da min sportsdirektør kom herned, var det som forventet rent cykelløb i intervallerne, men jeg viste ret overlegent, at jeg var den stærkeste på stigningerne, især fordi man kunne se at de andre var lidt udbrændte efter den første uge. Jeg stod nu i en perfekt situation, hvor jeg viste min sportsdirektør, at jeg var den stærkeste. Jeg var derudover blevet udtaget til alle løbene de kommende måneder, men jeg havde samtidig nogle rigtig stærke holdkammerater, der kunne hjælpe mig i finalerne i de sværeste løb. Samtidig med alt dette var mit hold VC Mendrisio blevet udtaget til Giro d’Italia U23 under træningslejren. Alt var timet og tilrettelagt til en stor sæson, hvor en professionel kontrakt synes mere og mere realistisk.

Herfra nåede jeg at køre et enkelt løb, Coppa San Geo, med 3 små stigninger i starten af ruten, hvor jeg skabte løbets udbrud med selvskab af 2 andre holdkammerater. Udbruddet blev desværre hentet med 30 km til mål hvor ruten var fladet ud, men at vi rent faktisk havde halvdelen af vores hold i et 18-mandsudbrud i sæsonens første store U23-løb, tegnede ekstremt lovende. Min sportsdirektør var helt oppe og køre og lovede os store resultater, når de mere udfordrende ruter begyndte at komme. Men så kom Covid19 og spolerede mine og holdets planer.

Jeg blev nødt til at tage til Italien i starten af marts for at overtage min lejlighed i Como og herfra kunne jeg ikke umiddelbart tage tilbage til Schweiz som situationen stod, af respekt for min kærestes fars arbejdsplads og kollegaer ift. smittespredning. Jeg fik dog hurtigt en masse sociale relationer hernede med mine holdkammerater, samt min sportsdirektørs familie, der har taget imod mig som et ekstra familiemedlem. Pludselig blev Italien lukket fuldstændig ned og da bødetaksten for en cykeltur blev 5000€, var det for risikabelt at tage ud. Min sidste frihed var taget fra mig og jeg var fysisk og socialt isoleret i et fremmet land uden familie, kæreste eller venner. Min sportsdirektør var dog heldigvis smart og bestilte en blodprøve til sig selv i Como, så han kunne få smuglet en hometrainer hjem til mig.

Herfra havde jeg mange lange dage alene og især aftenerne virkede uendelige. Det meste af dagene gik med træning på hometrainer og derudover lange snakke på facetime med min kæreste, min familie, mine venner, min sportsdirektør og hans familie. Derudover faldt jeg i snak med en familie på min terrasse, som jeg havde enormt god kemi med og mange af mine eftermiddage blev tilbragt i deres selvskab. Så jeg oplevede en masse støtte, men alligevel følte jeg mig mere ensom end nogensinde. På trods af det havde jeg ikke lyst til at tage hjem, da jeg ville bevise overfor mig selv og mine konkurrenter, at jeg ville kunne komme stærkt igennem, noget de færreste ville kunne holde til. Om aftenen strømmede alverdens tanker igennem mit hoved med livets små og store spørgsmål. Hvad er der gør at jeg elsker mine allernærmeste? Hvorfor nyder jeg at lide dag ind og dag ud på min cykel? Hvad er meningen med livet? Er der overhovedet mening med livet? Hvordan får jeg mening i mit liv?

Jeg er efter 1,5 måned i isolation kommet på landevejen igen og jeg har endelig fået mig et socialt liv hernede. Jeg har haft den med afstand sværeste tid i mit liv, men jeg er på ingen måde jaloux på mine jævnaldrende i Danmark. Jeg har lært mig selv at kende på en måde, som jeg før ikke troede var muligt. Jeg har fået en mental robusthed og indsigt, der har sat en helt ny standard for mig ift. hvad det vil sige at arbejde hårdt efter at nå mine mål i livet. Fra nu af har jeg mit fulde fokus på at stå så skarpt som muligt fysisk og mentalt, når Giro d’Italia U23 forhåbentlig starter 29. august. Hver morgen når jeg står op og hver aften når jeg går i seng, siger jeg til mig selv: Jeg vil vinde Giroen! Med det formål at jeg hver evig eneste dag vil yde mit absolut maksimale, for at blive så god som mulig. Jeg føler dog intet pres, da min sportsdirektør har givet udtryk for, at han håber meget på, at jeg vil blive på holdet næste år, hvis jeg ikke skulle køre mig til en professionel kontrakt i år.

Nu er der ikke andet for end at arbejde hårdt for mine mål og håbe på at tiderne forbedrer sig til det normale så snart som muligt!

Venlig hilsen 
Asbjørn